"- Hvis ikke du både har drive og evnen til at spille skuespil, så kan du godt glemme det i dag. For 25 år siden, der var det nok at have talent. I dag, der skal du bare knokle selv, ellers er der ingen, der gider gøre en skid for dig. Sådan er det bare i dag, der er ingen, der gider løfte fingeren for dig, hvis ikke du gider lette røven."
Se Thomas's profil på Onlinecasting.dk
Den 43-årige skuespiller, Thomas Raft, knokler for et internationalt gennembrud. Vejen er hårdt arbejde, networking og en ukuelig tro på det.
Underholdningsbranchen er et hårdt game. Det ved den 43-årige skuespiller Thomas Raft alt om. Hans liv drejer sig om at få det store gennembrud i filmbranchen. Indtil videre er det blevet til roller i blandt andet Rejseholdet, Zentropa-produktionen All About Anna og en række mindre udenlandske film. Han arbejder stenhårdt på at opnå det store gennembrud. Og det er nødvendigt, mener han.
- Hvis ikke du både har drive og evnen til at spille skuespil, så kan du godt glemme det i dag. For 25 år siden, der var det nok at have talent. I dag, der skal du bare knokle selv, ellers er der ingen, der gider gøre en skid for dig. Sådan er det bare i dag, der er ingen, der gider løfte fingeren for dig, hvis ikke du gider lette røven.
Thomas Raft bruger selv hver aften på at tjekke mails og auditions ud på Nettet, hvor han leder med lys og lygte efter roller, der kan bringe ham mere eksponering. Det har blandt andet skaffet ham roller i franske og engelske film. Men det er ikke alle, der er villige til at gå hele vejen.
- Jeg kender mange, der er store talenter, men som ikke forstår at varetage deres talent ordentligt. Det, det handler om i dag, det er at kunne markedsføre sig selv. Hvis du har et stort talent, så kan du godt glemme det, hvis ikke du kan det. Talent er bare ikke nok. Det har man set så mange gange: folk, der har talent, men som ikke når nogen vegne, forklarer Thomas Raft, der selv er uddannet tømrer og i årenes løb har brugt det job til at få økonomien til at hænge sammen, mens han har forfulgt skuespildrømmen.
Somme tider kan vejen frem også være gennem ulønnede jobs, forklarer Thomas Raft, der ikke selv er bleg for at arbejde gratis, hvis der er perspektiver i det.
- Jeg laver også ulønnet, hvis jeg kan se formålet med det. Der er nogle bestemte kriterier, der skal opfyldes. Blandt andet har jeg været i Leeds i England og lave en film for en kinesisk instruktør, uden at jeg fik en krone for det. Grunden til, at jeg sagde ja til det, var, at jeg skulle spille sammen med erfarne teaterskuespillere og så fordi, det blev optaget på 35 mm HD (High Definition, red.). Det kan godt være, at jeg ikke fik penge for det, men det kan give en enormt stor eksponering, og det kan så åbne nogle døre, fortæller han.
Det er især udlandet, som Thomas Raft satser på, og til det formål har han en agent i London, som forsøger at få ham promoveret. Ham har den danske skuespiller netop bedt kontakte chefcasteren på den kommende James Bond-film med henblik på at komme i spil til en rolle. Inden da skal Thomas Raft muligvis medvirke i en film i USA.
- Jeg har fået et manuskript fra Hollywood på en uafhængig film. Det er en spillefilm, hvor jeg ved, at vedkommende, der laver den, får sine film kritiseret af Vanity Fair - verdens største filmmagasin. Det gør det lige pludselig interessant. Og så får jeg fly og bolig betalt, hvilket jo en stor post på budgettet, så det betyder også noget, siger Thomas Raft.
Hvis alt går vel, skal den film optages til sommer. Men han er også i spil til andre film. Blandt andet på grund af de muligheder, som den teknologiske udvikling har givet.
- Jeg har også en mulighed for at komme med i en amerikansk spillefilm, der skal optages i Palm Springs i en gammel ubåds-tank. Der får jeg lov til at lave min casting på en dvd og sende den over. De sender mig nogle replikker fra manuskriptet over, som jeg så skal læse. På den måde kan jeg komme til casting for et par hundrede kroner i stedet for flere tusinde, forklarer Thomas Raft og fortsætter: - Det er bare at spørge, om man må sende en dvd. Som regel, så siger de ja, og så er det jo fint, slutter han.
Dermed kan han billigt udvide sin søgning af roller ganske betragteligt. Thomas Raft’s største drøm er dog ikke skuespillet, men at få realiseret sin egen film. Han har i syv år arbejdet på manuskriptet til en film, som er baseret på hans egen barndom. Den engelske arbejdstitel er Family, og den er han ved at få oversat og lavet visuelt storyboard til, så den kan blive forsøgt solgt af den salgs-agent, Thomas Raft har hyret i Los Angeles.
Det er planen, at den skal laves i England og Thomas Raft er især optimistisk omkring projektet, fordi skuespillerinden Maia Morgenstern, som blandt andet har været med i storfilmen Passion of the Christ, har læst historien og kunne godt lide den. Derfor er den skrevet med hende i tankerne til den ene rolle.
- Til en anden rolle håber jeg på Jeremy Irons. Det gav virkeligt blod på tanden, at hun (Morgenstern, red.) godt kunne lide den, siger Thomas Raft.
Om nogle år håber Thomas Raft at se sin film på det store lærrede, samt at han har fået roller i større produktioner. I den uforudsigelige branche er det umuligt at sige, om det lykkes ham. Men en ting er sikker: arbejdsindsatsen kommer han ikke til at falde igennem på.