Nikita
35 år, København
Hvem er jeg? Det spørgsmål stikker lidt dybere, end hvad der kan rummes i en præsentationstekst på en castingside. Men min figur kan jeg godt præsentere.
Jeg er kvinde, mor til fire og bornholmer. Udadvendt, energisk og – hvis jeg selv skal sige det – en personlighed, der ikke ligefrem går i ét med tapetet. Jeg fylder vel.. Men det har jeg det ganske glimrende med.
Til daglig arbejder jeg med forretningsudvikling, marketing og kommunikation og har i flere år været selvstændig content creator. Jeg er derfor vant til kameraet, vant til at formidle og vant til at finde min egen vej, også når der ikke står et manuskript og fortæller mig præcis, hvad jeg skal gøre.
Jeg har medvirket i et par statistroller og har erfaring med dubbing i reklamefilm. Det er dog 100 år siden. Jeg kommer ikke med nogen former for skuespilleruddannelse, men jeg kommer med noget andet: kameraerfaring, livserfaring, en ret tydelig personlighed og en stor nysgerrighed på, hvad jeg kan skabe foran et kamera.
Random ting: Jeg er faktisk også uddannet folkeskolelærer. Det er måske den mere jordnære del af mig – den del, der kan holde overblik, læse et rum, håndtere kaos og bevare roen, når 25 mennesker pludselig har brug for noget på én gang. En egenskab, der også har vist sig ganske nyttig som mor til fire.. og in life sådan helt generelt.
Jeg har gået på højskole med dans som hovedfag og har danset forskellige stilarter som hobby gennem mange år. Jeg har derfor et naturligt forhold til min krop og til at bruge den som en del af et udtryk.
Jeg er ikke nødvendigvis den, der forsvinder ubemærket ind i en gruppe. Jeg kan være intens, jeg kan være spontan, og jeg har ikke noget stort behov for at gøre mig mindre, end jeg er.
Jeg er nysgerrig på roller, karakterer og universer, hvor min personlighed kan bruges – men også på at blive udfordret og spille noget, der ligger langt fra mig selv.
Jeg ved ikke præcis, hvem jeg er på en castingside. Men giv mig en rolle, og så finder vi ud af, hvem jeg kan være.




