Laura
23 år, København
Hej! Mit navn er Laura, og jeg er 23 år.
Jeg har oprettet en profil på OnlineCasting, fordi jeg godt kunne tænke mig at komme ind i underholdningsbranchen. Min store drøm er at blive skuespiller, men det har altid virket mere som en usandsynlig drøm end en reel mulighed. Som barn elskede jeg at filme mig selv og var generelt ikke bange for at stille mig op foran folk. Siden mine teenageår har jeg nok ikke turdet stille mig frem eller gøre de ting, jeg egentlig syntes var megaspændende, men det vil jeg prøve nu. Så mit mål her er alt fra at være statist til at medvirke i film eller reklamer og generelt bare få nogle sjove oplevelser.
Jeg har dog aldrig prøvet at arbejde som hverken skuespiller, model eller statist før, men man skal jo starte et sted!
Jeg ville nok beskrive mig selv som en stor nørd. Jeg elsker Harry Potter, Star Wars og alt den slags. Jeg elsker også at lægge makeup, og jeg synes da selv, at jeg er ret god til det. Især som teenager brugte jeg mange nætter på at øve mig i at lave øjenskyggelooks, og jeg så masser af YouTube-videoer med makeupartister for at blive bedre. De var desuden kun på engelsk, og jeg vil faktisk sige, at det er en stor grund til, at jeg også er blevet rigtig god til engelsk, for jeg elsker sproget!
Min største passion er nok musik. Jeg elsker at opdage ny og gammel musik og at analysere sangtekster, det går jeg meget op i. Jeg skriver endda også mine egne “sange”. Om det er godt, må andre bedømme, men det er min måde at bearbejde det, der sker i mit liv, samt mine tanker og følelser om mig selv og andre. Generelt elsker jeg at være kreativ, og jeg nyder også at tegne. Jeg ved ikke, om jeg decideret har nogle talenter, men et lille fun fact er, at jeg kan bevæge begge mine øjenbryn separat.
