Hvad består dit arbejde af på en almindelig dag?
Dage som statistkoordinator er sjældent almindelige. I forproduktionen, tiden før vi går i optagelse, læser jeg manus igennem, og prøver at danne mig et overblik over hvor mange statister der skal være med i de forskellige scener. Når det er gjort fremlægger jeg min ide for instruktøren og hun/han kommer med sine rettelser, efter det laver jeg et cirka budget og fremlægger det for instruktøren og line produceren, derefter følger en længere proces hvor jeg prøver at gøre alle tilfredse.
Når enighed er nået gør jeg så meget klar som muligt inden vi går i optagelse hvor mine dage vil være pressede. Når instruktørassistenten starter holder vi møde om hvilke typer der ønskes i de forskellige scener.
Hvis jeg har faste datoer går jeg i gang med at søge efter statisterne.
Når vi går i optagelse bliver mine dage meget pressede og lange. Dagen før en dag med statister holder jeg møde med kostume pigerne og aftaler tøj og giver størrelser videre. Så ringer eller skriver jeg til alle statisterne for at sikre mig at alle møder op og ved hvor de skal henvende sig og hvad de skal medbringe. For det meste får jeg et par afbud ved denne lejlighed og jeg går i gang med at finde nye der kan komme så vi ikke mangler nogen til dagen efter.
På optagelsesdagen møder jeg i god tid og tager imod statisterne, og giver dem kontrakter til at udfylde. Derefter kontakter jeg kostumen der kommer og kigger på statisternes tøj, og instruktørassistenten der kommer og siger hej og giver de første instrukser.
I løbet af dagen gør jeg mit bedste for at statisterne får en god oplevelse, og samtidig sørger jeg for at bringe statisterne ned på optagelse når der bliver kaldt på dem i walkien.
Ud over det forbereder jeg mig til dagen efter, og hvis der er tid gerne et par dage ud i fremtiden.
Jeg sender opslag ud og svarer på mails og koordinerer hvem der kan komme hvornår.
Når dagen er forbi bestræber jeg mig på at skrive dagens statister ind i mit budget så jeg altid er med på den front. Er der ikke tid til det hver dag bestræber jeg mig på at skrive alle ind i slutningen af en uge. Når jeg heller ikke det, har jeg rigtig travlt i slutningen af en blok.
Sådan tror jeg cirka en dag ser ud for en statistkoordinator.
Hvad er det der tiltaler dig ved denne branche?
Jeg kan rigtig godt lide tempoet i branchen og alle de mange forskellige mennesker man møder. Det er sjovt at være en del af et kreativt projekt på den måde.
Og så holder jeg af det sammenhold man får på et hold når man arbejder så tæt og så mange timer sammen hver dag.
Hvor lang tid har du benyttet Onlinecasting?
I 6 måneder.
Hvad er din største oplevelse i forbindelse med dit arbejde?
Jeg elsker når folk kommer ud med godt humør og går op i det vi laver.
Folk der har forståelse for at der er ventetid og forstår at holdet kan være meget stressede, men stadig bevarer smil og godt humør.
Min største oplevelse var på en af mine første dag som statistkoordinator på en anden produktion end den jeg er på nu.
Jeg var HELT grøn i faget og anede ikke rigtig hvad det krævede af overblik og overskud når der er mange statister.
Den dag var der rigtig mange, mennesker med. Dagen var rigtig travl og forholdende for statisterne ikke særlig gode, jeg piskede rundt for at få det hele til at fungere, men faktum var bare at det gjorde det ikke rigtig af mange grunde.
Jeg havde mest lyst til at give op lige der, men statisterne var så søde ved mig, holdt godt humør og gav mig et klap på skulderen. Vi skulle filme to dage der var på den måde og da vi så endelig var færdige fik jeg besked på at en stor del skulle komme igen dagen efter… Jeg havde mest lyst til at bide tungen af mig selv da jeg skulle spørge om nogen ville komme igen og havde virkelig ikke regnet med det, men det gjorde de.
Det betød så meget for mig og en stor del af de statister fra den dag glemmer jeg aldrig. De tog sig så godt af mig, ja nogen af dem havde endda meget mere erfaring med statister end mig så de hjalp mig med at holde styr på det hele. Det var så rørende at de mennesker brugte tre dage på at hjælpe mig.
Hvilke erfaringer har du gjort dig som caster?
Jeg har desværre den erfaring at mange melder afbud i meget dårlig tid.
Det er ærgerligt fordi det gør mig mistroisk overfor alle og jeg derfor sender enormt mange mails og smsser ud i dagene op til for at sikre mig at folk kommer. Det er en ærlig sag at blive syg men det gør mig lidt trist når folk melder afbud fordi noget sjovere er kommet op, eller de ikke lige orker alligevel.
Statister er meget vigtige når man laver TV så det betyder meget at alle kommer.
Ud over det har jeg til gengæld også den erfaring at de statister der kommer er dygtige og søde og er meget tolerante mennesker og det er meget beundringsværdigt.
For det meste er der ingen sure miner over lang ventetid eller andre kedelige ting og det er sejt!
Hvilke typer af projekter caster du normalt til? (film, serier, reklamer, konkurrencer, osv.)
Tv-serier
Sætter du opslag på Onlinecasting, eller skriver du til profilerne direkte?
Begge dele
Her til sidst, har du et tip til personer der ønsker at blive castet af dig?
Mit tip er at have et billede på jeres profil, jeg fravælger altid profiler uden billeder.
Skriv meget gerne en tekst men gør den kort og kontant: alder, hvor du er fra, og hvad dag du ønsker at deltage.
Og skriv ALTID telefonnummer med. Det er tusind gange nemmere for mig at kontakte jer ved at ringe op frem for at maile. Det tager for lang tid at få svar.