Forside > Interviews > Interview med modellen Selina

INTERVIEW MED MODELLEN SELINA

Interview med modellen Selina J

Selina J fortæller om det at være model, beskriver branchens muligheder og og giver råd til unge aspirerende modeller.

Fortæl lidt om dig selv
Jeg har været heldig at arbejde som model i mange år. Men det er kun et bijob, for jeg ville aldrig kunne stille mig tilfreds med kun at leve af mit udseende. Jeg har egentlig ingen ambitioner om at gøre en karriere ud af det. Jeg er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvorfra jeg har en har en Bachelorgrad i Grafisk Kommunikation og jeg har haft mit eget firma, Tegnefabrikken, siden jeg var 21. Ved siden af Tegnefabrikken, er jeg involveret i mange godgørende sager, hvor jeg bl.a. kæmper for at stoppe menneskehandel, nedsættelsen af spild og overforbrug samt opbremsning af den globale opvarmning. På lang sigt, vil jeg være forfatter og jeg har allerede skrevet en del. Jeg har boet i Danmark siden jeg var 13 og er oprindeligt født i Moskva.

Hvor lang tid har du arbejdet som model?
Jeg har bijobbet som model siden jeg var 18 år - men det har altid været kun et bijob, da jeg skulle også passe min uddannelse og mit firma.

Flere af vores brugere synes at du virker bekendt. Hvor er det lige man har set dig før?
Jeg har medvirket i en del kataloger, blade, annoncer og reklamefilm. Listen er lang og jeg kan bl.a. nævne reklamer for Rosendahl Ure samt Jannie Baltzer Couture Headpieces kampagner, som udkom i danske og internationale blade.

Hvor lang tid har du haft en profil på Onlinecasting?
I meget lang tid, lige siden 2002. Jeg er meget glad for at være medlem af Onlinecasting.

Har du deltaget i nogle auditions via Onlinecasting?
Masser. Det er bl.a. takket være Onlinecasting jeg blev booket af magasinet Flavor - og det resulterede i en forside plus en editorial og et interview i bladet. Onlinecasting har også formidlet en audition til Katja K katalog samt en del reklamefilm og mange andre gode jobs. Jeg bliver tit kontaktet af Onlinecasting med tilbud om spændende og godt betalte modeljobs. Da jeg ikke laver gratis modelarbejde og er bundet af kontrakten med mit bureau, bliver alle forespørgsler sendt videre til min booker, hvorfra jeg derefter bliver booket.

Er der mange penge at tjene som model eller er det kun supermodeller der tjener de gode penge?
Man skal have realistiske forventninger til branchen. Der er kun nogle meget få supermodeller, som vedvarende skovler millioner ind på kontoen. Det mest realistiske er at bijobbe som model og have det som en supplerende indtjening til sit arbejde eller uddannelse. For at optimere sine muligheder som model, skal man finde et bureau, som vil tilbyde flest jobs alt efter hvilken type model man er. Hvis man ikke har de rigtige mål, højde eller den rette alder, så kan man et bureau som udbyder modeller med har samme mål og alder. I dag findes der mange forskellige typer modelbureauer til mange forskellige typer modeller.

Hvad er det fedeste/sjoveste modeljob du har været med til?

 

Jannie Baltzer smykker katalog og annoncer var en dejlig oplevelse. Jeg har stået model til hendes smykker i 4 omgange og jeg elsker at skyde smykke billeder. Men generelt er det svært at sige, fordi jeg har været så heldig at blive booket til mange spændende jobs både herhjemme og i udlandet, så jeg er meget taknemmelig for de mange gode oplevelser.

Hvad gør du for at holde dig i form?
Jeg er semi-vegetar og jeg spiser masser af grøntsager, fisk, æg og frugt. Jeg holder mig væk fra hvidt brød, pasta, ris, kartofler, kager, is, slik, chips og chokolade. Jeg ryger ikke og drikker heller ikke alkohol. Derudover dyrker jeg yoga og pilates hver dag og så løber 9 kilometer tre gange om ugen. Jeg elsker faktisk at føre en sund livsstil. Selvom hvis jeg nu ikke arbejdede som model, ville jeg stadig leve på den måde. Da jeg stoppede med at være fashion model og startede som kommerciel model, havde jeg genvundet min normale vægt, hvilket jeg er meget glad for. Jeg kan ikke lide at være for tynd, da jeg sætter en stor fokus på at være sund.

Går du ofte i byen til V.I.P. fester?
Jeg er af naturen ret genert og jeg går meget sjældent i byen. Jeg foretrækker hellere at tage ud og spise på en god restaurant end at være på en larmende natklub. Som model, får jeg tit invitationer til røde løber arrangementer og V.I.P. modefester - men jeg plejer at give invitationerne væk til mine venner, så de kan få glæde af det. Bare fordi man er model, er man ikke forpligtet til at gå i byen og feste hele natten.

Har du deltaget i skønhedskonkurrencer?
Jeg blev kontaktet af folk bag Miss Danmark og blev opfordret til at stille op til det for et par år siden. Derudover blev jeg udvalgt til at stille op til en stor international skønhedskonkurrence for ikke så længe siden. Selvom det var meget smigrende, takkede jeg nej begge gange. Jeg ønsker som sagt ikke at gøre en karriere ud af det. Desuden er det ikke lige min kop te at rejse til en anden ende af kloden for at stå på en scene. Man behøver ikke at deltage i en skønhedskonkurrence for at blive model. Der er mange superflotte og succesfulde modeller her i Danmark, som aldrig har deltaget i nogle former for skønhedskonkurrencer. Generelt, er det mange superflotte piger her i Danmark, som slet ikke er modeller. Derfor skal disse stempler som "model" eller "skønhedskonkurrence" ikke definere ægte skønhed, synes jeg.

Vil du nogensinde deltage i et reality-tv program?
I bund og grund er jeg et meget privat menneske. Så når jeg bliver tilbudt at deltage i reality-tv programmer, svarer jeg altid nej tak. Jeg har ikke lyst til at blive kendt. Hvis man bliver kendt, kan man aldrig gå hen og blive ukendt igen. Ukendte mennesker har en langt større bevægelsesfrihed end de kendte. Jeg vil hellere være en ukendt model, end en kendt reality-tv stjerne. Det er også meget bedre at være genkendt end kendt. Det er meget bedre hvis folk genkender een som model fra en flot smykke annonce, end hvis de kender een som "hende der fra reality-tv serien". Jeg har osgå oplevet en del gange at kunderne undlader at booke visse modeller, fordi modellerne har været med i reality-tv serier og er derfor kendte ansigter. Derfor vil jeg altid råde alle til at tænke sig en ekstra gang om, før man siger ja til at deltage i et reality-tv program.

Mange modeller vælger at blive skuespillere. Kunne du tænke dig at gå i den retning?
Ja, det er sandt at mange modeller laver det såkaldte model/actress vending og bliver skuespillere. Det er ikke nok med at skrive "skuespiller" på sit visitkort og håbe på at få jobs. Hvis man virkeligt vil være seriøs med det, skal man søge optagelse på Statens Teaterskole eller gå til privat undervisning hos en professionel skuespiller. At være skuespiller siger mig ikke noget, derfor vil jeg fortsætte med at være model - og kun model.

Er det en fordel at være med i flere forskellige modelbureauer på samme tid?
Det er ikke en fordel. For det første, har de seriøse modelbureauer en bindende kontrakt, som forbyder modellerne at være hos andre bureauer. For det andet, kan kunderne se samme model optræde i flere forskelige bureauer og kan derfor dømme modellen til at være illoyal og derved undlade at booke modellen. Hvis modellen har et bureau i Danmark og arbejder i udlandet, kan det udenlandske bureau, i samarbejde med den danske, repræsentere modellen. Men samme model skal ikke være repræsenteret i flere modelbureauer herhjemme - det bliver stemplet som useriøst.

Har du nogle gode råd du gerne vil give til piger, der lige er startet som modeller?
Ja, det har jeg. Drop aldrig din uddannelse for at blive model. Her i Danmark er der kun meget få, der kan leve af at være modeller. Det er ikke seriøst at tro at man kan leve af at være model i Danmark, for markedet er simpelthen for lille. Hvis du nu vil 100% satse på at leve af at være model, så sørg for at dit bureau udstationerer dig i udlandet; det kan være i Paris, London, Berlin, Milan, Tokyo eller New York. Men selv dér vil man kunne arbejde som model kun i en vis periode. Derfor er det utroligt vigtigt at have noget at falde tilbage på. Mennesker har også langt større respekt for een, hvis man har uddannelse bag sig - og så får man også meget mere indhold og større mental styrke.

Nogle modeller opfører sig desværre negativt og nedladende overfor sine kollegaer og bruger spidse albuer til at komme frem på bekostning af andre. Men faktisk skyder de sig selv i foden ved denne opførsel. Jeg bliver tit tilbudt spændende og godt betalte modeljobs, som jeg ikke kan tage, fordi jeg har ofte meget travlt i mit firma. I dette tilfælde giver jeg altid modeljobs videre til de model-kollegaer, som har været søde overfor mig. Og de model-kollegaer, hvis opførsel var negativ og nedladende, bliver ikke hjulpet. Jeg har efterhånden et stort privat netværk af søde model-kollegaer, fotografer, mm, hvor vi altid hjælper hinanden med gode modeljobs. Jeg har bl.a. formidlet kataloger, modeshows, annoncer, cd covers, reklamefilm, musikvideoer, filmroller, tv programmer og andre spændende modeljobs videre til de søde modeller i mit private netværk. Mange andre modeller jeg kender, har også disse slags private netværk. Derfor er det altid en god idé for en model at behandle sine kollegaer positivt og ordentligt. For ellers kan man gå glip af et par ekstra modeljobs. Hellere samarbejde i stedet for modarbejde.

Og så det sidste råd: vær ydmyg. Man kommer meget længere med at være sød og professionel end at være en selviscenesat diva. Det er en lille branche hvor alle kender alle. Ydmyghed og professionalisme er derfor vigtigt, hvis man har tænkt sig at være en seriøs model.

Hvor lang tid vil du fortsætte med at være model?
Jeg fortsætter nok lidt endnu. Især når man når over de 30, er der mange jobs at hente for de kommercielle modeller. Jeg er heldig at tjene gode penge som model og mit bureau er meget glad for mit arbejde.

Til sidst, er der nogle steder du kan henvise til hvor man kan se hvad du har lavet?
I kan besøge min hjemmeside: www.selina.dk