Forside > Tilmeld nyhedsbrev > Nyhedsbreve > Nyhedsbrev: Vinderne af Skyd Rollen samt interview med vinderen

VINDERNE AF SKYD ROLLEN SAMT INTERVIEW MED VINDEREN

I dette nyhedsbrev fokuserer vi på vores koncept Skyd Rollen, der netop blev afsluttet. Du kan se de vindende brugeres videoer, udvalgte kommentarer, samt læse et dybdegående interview med vinderen af første omgang af Skyd Rollen.

Skyd rollen - Vinderne er fundet

Så blev de dygtige og heldige vindere til Onlinecastings konkurrence Skyd Rollen fundet. Vi her på redaktionen er meget imponerede over antallet af indsendte videoer og kvaliteten på disse. Vinderne har fået direkte besked og her følger en gennemgang af top 5, med udvalgte kommentarer fra dommerne:

1. Pladsen og vinder af 10.000 kr.

Dorthe Panch i rollen som Sharon Stone i Basic Instinct:

SE DORTE'S VIDEO HER

Dommerne sagde:

Troels Cederholm: "Klassisk scene. Tak for det. Du har din mimik kørende for dig hvad angår den overlegne og pirrende del af karakteren. Noget af den underliggende vrede og aggression mangler. dit smil må gerne forstumme lidt mere og dine øjne kan sagtens udtrykke mere had og vrede. Kun i bitte små portioner - men det mangler for at det skal blive helt perfekt. Jeg levede mig med i scenen og det var rigtig godt."

Signe Storgaard: "Dorthe er rimelig cool. Jeg er fuldstændig tilbage i starthalvfemserne. Iskold timing."

2. Pladsen og vinder af et fotoshoot til en værdi af 2.250 kr.

Jens W. Kublick i rollen som Jokeren mfl. i The Dark Knight:

SE JENS' VIDEO HER

Dommerne sagde:

Kasper Jensen: "Fed scene og god brug af effekter. Du virker meget fortrolig med rollen som jokeren, og det smitter af på tilskueren. Kunne dog godt bruge en anelse mere sindssyge i øjnene og udtalen, men det er en smagssag."

Troels Cederholm: "Go timing i replikkerne og rigtig fin fortolkning af Jokeren. Pas på det hele ikke bliver for indstuderet. Vi skal føle at du er jokeren. Det gør man en stor del af tiden, men der er tider hvor det lige virker som om du har øvet for meget."

3. Pladsen og vinder af 1 års udvidet abonnement på Onlinecasting

Amalie Skjoldborg Lorentzen i rollen som Jokeren mfl. i The Dark Knight:

SE AMALIE'S VIDEO HER

Dommerne sagde:

Troels Cederholm: "Go scene med masser af replikker. Der er god variation mellem de forskellige humør som Jokeren gennemgår. Der er skruet højt op for baggrunds- og effekt lydene. Det er syndt, for nogle gange overdøver de replikkerne og så kommer man ud af illusionen og bruger i stedet alt sin energi på at lytte efter."

Signe Storgaard: "Amalie er sej-hun tør være 'grim', tør gi' slip - en overbevisende præstation"

4. Pladsen og vinder af et års udvidet abonnement på Onlinecasting

Emma Stampe i rollen som Commodus mfl. i Gladiator:

SE EMMA'S VIDEO HER

Dommerne sagde:

Kasper Jensen: "Du udviser meget modenhed i din fremtoning. Det er med til at gøre dig meget overbevisende. Flot scene og flot præstation!"

Troels Cederholm: "Det er en rigtig god gennemgang af de forskellige scener. Du har det kolde og arrogante kørende for dig. I din mimik kunne man godt bruge noget mere variation. Du har lidt i den mellemste scene i slutningen. Mere af det. Musikken er for høj nogen gange. så kan man ikke høre dine replikker. Det er ikke godt selvom replikken måske er god."

5. Pladsen og vinder af et års udvidet abonnement på Onlinecasting

Nikolaj Ebbe Gundersen i rollen som Harry Potter mfl. i Harry Potter & The Deathly Hallows:

SE NIKOLAJ'S VIDEO HER

Dommerne sagde:

Troels Cederholm: "God gennemgang. Højt drama som i fortolker rigtig pænt. Pas på at replikkerne ikke bliver for utydelige."

Kasper Jensen: "Godt valg af scene. Gode replikker og en glimrende levering af disse. Du føler dig tryg i rollen og det smitter af på tilskueren."

Se alle de mange sjove, skøre og spændende auditions på www.onlinecasting.dk/skydrollen - og hold øje med nyhedsbrevene de kommende måneder, hvor vi satser på at lancere endnu en omgang af Skyd Rollen.

Interview med Skydrollens vinder af førstepladsen - Dorthe Panch

Vi fangede vinderen af konkurrencen til en lille snak om hendes indsendte video og hele processen omkring skabelsen af denne. Dorthe fortæller lidt om, hvordan det føles at vinde og afslører blandt andet, at der er langt masser af tid, penge og tanker i projektet.

Hej Dorthe, og tillykke med førstepladsen - hvordan føles det?
Dorthe: "Jamen det er jo helt vildt fedt, jeg blev lige lidt paf da i ringede, for havde jo fået en mail om at vi først ville få besked næste dag, så troede det var sådan et...:" Vi ville gerne ha ladet dig vinde .... MEN"! Så jeg sad faktisk og ventede på det der: MEN, det kom bare ikke, ha ha, det er bare så fedt!"

Hvad skal præmien bruges til?
Dorthe: "Den skal i første omgang dække de omkostninger vi havde under produktionen. Da vi f.eks. stod nede i Parkeringskælderen og syntes lyset blev lidt for trist... Så måtte jeg i Silvan og investere i et par lysstofrør og en kabel-tromle. Ja og sgu også en skruetrækker og noget ledning! Resten af præmien deler jeg ud så makeup-artisten og fotograferne får deres del af kagen. Måske de så har mod på at "lege med mig" igen, næste gang jeg får nogle skøre ideer."

Hvad syntes du om konceptet Skydrollen?
Dorthe: "Jeg syntes det er fedt, det motiverer rigtig meget at der er et konkret mål med en produktion. Det gør at ideer ikke bare bliver ved med at være ideer!"

Havde du nogle reservationer i forhold til at deltage i Skydrollen?
Dorthe: "Nej, overhovedet ikke. Jeg blev godt nok lidt nervøs da en af mine venner fra reklamebranchen sagde jeg skulle passe på med at klippe en hollywood-film ind i min... For man må jo ikke bruge andres film kommercielt! Jeg spurgte film-drengene om de kunne klippe scenen uden "de andre", men det ville blive for tamt. Så tænkte jeg i, om jeg kunne nå at skaffe 4 gutter der ville spille de andre roller, og vi så rekonstruerede hele scenen... ja jeg tænkte faktisk også på at spille de andre roller selv, meeeen tror nu det er meget godt jeg koncentrede mig om den ene rolle! Jeg fik udlevet lidt af lysten til at spille de andre roller da vi dubbede filmen. Efter i flere timer at have knoklet med at pille det meste at min britiske accent af (ved godt det ikke lykkedes, hæ hæ) og have nørdet med at få den helt rigtige betoning i ordene, selvfølgelig i samme rytme så de passede til mundbevægelserne! Så fik jeg lov at lave en dansk fuldstændig skæv dubbing af filmen inkl. fyrene. Håber de har gemt den version også, det var simpelthen så sjovt!"

Er det en video du har lavet specifikt til konkurrencen?
Dorthe: "Ja. Jeg har tidligere drømt om at lave den scene, men aldrig haft noget at "pinpointe" den på.... Så fedt i lavede konkurrencen nu, inden jeg blev alt for gammel, er jo alligevel 3 år ældre end Sharon Stone var da hun lavede den ;-D Og selvom filmen er lavet til jeres konkurrence, ryger den da på min hjemmeside som egen-promotion også!"

Det er en meget flot og professionel produktion, hvordan har du gjort det og hvem fik du hjælp af?
Dorthe. "Vi bliver jo tudet ørene fulde af hvor vigtigt det er at netværke, og det her er så et virkelig godt eksempel. Jeg har tidligere spiller teater med Bjørn Hørning der siden har læst medie-videnskab, og i dag har et produktionsselskab sammen med Jan Poulsen. Det er så fedt at der stadig er nogle tilbage i Odense, der ikke er flyttet til Kbh. Der er desværre ikke så mange der stadig tror på, der er noget at komme efter i Odense. Egentlig laver de mest dokumentar-film og reklame, men da jeg ringede og spurgte om de ville "lege med mig", var de heldigvis friske. Make up artisten Anja er et nyt bekendtskab, jeg gik bare op på make-up artist skolen, viste dem et billede af Sharon Stone, og spurgte om de kunne trylle? Anja var heldigvis frisk og meldte sig, det er jeg simpelthen så glad for.

 

Hvordan fandt du på at det skulle være netop dén film og dén scene?
Dorthe: "Ej, jamen jeg syntes simpelthen Sharon Stone er så piv-lækker i den scene. Hun er en moden kvinde, der med al manipulerende kvinde-list formår at forskrue hovederne på mændene, og publikum med... Jeg elsker den slags film, psykologiske thrillere, og det gør dem jo ikke dårligere af at hovedrollen spilles af kvinder, der tør stå ved at være kvinder. Har en indre drøm om at få lov at spille den slags roller i en dansk serie- el. spillefilms produktion en dag! Jeg havde dog en del ærefrygt ved skulle agere Sharon Stone. jeg turde også kun gøre det fordi jeg havde de dygtige folk i ryggen. Jeg var simpelthen så bange for at det skulle blive pinligt, og jeg bare gjorde mig selv til grin... Men dét er vel nok den vigtigste tærskel vi bliver nødt til at træde over, hvis vi vil udleve vores drømme. I dag er jeg virkelige glad for at jeg turde!"

Kunne du finde på at deltage en anden gang?
Dorthe: "Absolut! Jeg har fået rigtig meget blod på tanden for at lave mere film... Jeg har flere "manuskripter" i ærmet. Kunne være fedt med et oplæg der f.eks. gav frie tøjler ifht. de "OBS!" Kampagner der kørte engang, både for "Sikker sex", "Mobning", "Spiritus kørsel", "Dét at sige fra" og mange andre. De er lige lidt længere, og har lidt mere indhold end reklamer, og udfordrer os kreativt.

Kunne du bruge dommerens kritik, og er det noget du vil arbejde videre med?
Dorthe: "Ja helt sikkert! Det ærgerlige er jo at det ikke lige er når man står i det, at kritikken kommer, havde sådan lyst til at sige: "ja for fanden, dét gør jeg lige"! Men når filmen er færdig er der jo ingen vej tilbage. Men så må jeg bruge det fremadrettet. Jeg var f.eks. ikke selv med da drengene klippede filmen, jeg havde jo skrevet et ret præcist story-board den skulle klippes efter, men en anden gang vil jeg gerne være med i processen med at udvælge lige præcis de skud, hvor jeg syntes der kommer dét frem som jeg syntes rollen skal have. Og med dommerens kritik, tænker jeg også om jeg var grundig nok med at studere de mere underliggende sindelag, dét vil jeg være mere opmærksom på næste gang."

Hvad syntes du om de andre indsendte videoer?
Dorthe: "Jeg syntes der var nogle rigtig dygtige unge mennesker imellem. Og også flere der virkelig havde gjort meget ud af det, og brugt rigtig lang tid. Så følte lidt at det var "snyd" jeg kom med et professionelt film og make-up -team i ryggen. Men fornemmer godt dommerne kan se igennem det og kåre ud fra skuespillet og dét man hver især har lagt i, ud fra de muligheder man havde."

Havde du regnet med at vinde?
Dorthe: "I Danmark må man helst ikke sige det...men... Øhm, jeg syntes jeg var god, ha ha! Jeg var sindsygt imponeret over Anjas arbejde med at få mig til at ligne, og jeg syntes mange af mine replikker sad lige i skabet. Jeg kan se jeg er blevet ældre og har en anden ro, end da jeg begyndte at filme, og spille skuespil. Men der er også steder hvor jeg ikke syntes jeg er skarp nok. Nu lagde i jo også vægt på "likes" og jeg var utrolig imponeret over "Joker" Jens' likes og ikke mindst visninger på youtube... Det ér en ret essentiel del af at få vores drømme til at gå i opfyldelse at vi kan få nogen til at se det vi laver. Så var faktisk forberedt på at "ryge, på den konto.